Praktik og undervisning

I løbet af din læretid i trælasten er der indlagt skolemoduler på Handelsfagskolen opdelt i tre gange to uger samt tre gange en uge med valgfrie specialer og til slut skal du gennemføre en fagprøve.

Du vil lære om trælastbranchen som helhed og du vil finde ud af, hvilke muligheder en trælast har for at kunne tilpasse sig ændringer inden for mode og trends i boligen. Du vil få kendskab til varens vej fra producent til forbruger samt blive præsenteret for produkterne, der forhandles i en trælast - herunder træ, vinduer, døre, tag, fliser og meget andet! Som en vigtig del af undervisningen indgår desuden emner som butiksprofil, -koncept og økonomi.

På Handelsfagskolen vil du blive undervist i et branchespecifikt lokale af lærere, der har en pædagogisk uddannelse og relevant praktisk erfaring.

Informationsindsamlingen til skoleuddannelsens evaluering og udvikling foregår bl.a. ved årlige møder med repræsentanter fra praktikstederne ligesom faglærerne deltager i og medvirker ved arrangementer der arrangeres af kæderne til inspiration for trælasten.